Hvad er nødkommunikation i GMDSS?

DetGlobalt maritime nød- og sikkerhedssystem(GMDSS) er et globalt accepteret og vedtaget sæt af regelprotokoller og forskrifter, som sikrer sikker navigation og forsendelse. GMDSS-udstyret anvendes for at øge sikkerheden og gøre det nemmere og hurtigere at redde nødstedte skibe, både og fly. DetGMDSSgør det muligt for et skib i nød at sende en alarm ved hjælp af forskellige radiosystemer. Takket være dette system har advarslerne et meget højt beredskab til at blive modtaget af enten kystredningsmyndigheder og/eller andre fartøjer i området.

Siden opfindelsen af ​​radio i slutningen af ​​det 19. århundrede har skibe til søs været afhængige af morsekode, opfundet af Samuel Morse og første gang brugt i 1844, til nød- og sikkerhedstelekommunikation. Men dette middel virkede vanskeligt og ikke pålideligt nok til at sikre sikkerheden til søs i fuld volumen.

Så Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), et FN-agentur, der er specialiseret i skibsfartssikkerhed og forhindrer skibe i at forurene havene, begyndte at se på måder, hvorpå man kunne forbedre maritim nød- og sikkerhedskommunikation.

Et nyt system, der er gået til at stole på satellit- og radiotjenester på land, har desuden ændret internationale nødmeldinger fra skib-til-skib baseret til skib-til-land (Rescue Coordination Center) baseret. GMDSS sikrer fartøjers mulighed for automatisk nødalarmering og lokalisering i de tilfælde, hvor der ikke er tid til at sende et SOS- eller MAYDAY-opkald. Og for første gang kræver systemet, at skibe modtager udsendelser af søfartssikkerhedsinformation, der kunne forhindre en nødsituation, som blev et primært mål. I 1988 ændrede IMO konventionen om sikkerhed for menneskeliv til søs (SOLAS) og krævede, at skibe, der var omfattet af den, var obligatorisk med GMDSS-udstyr. Sådanne skibe skulle medføre NAVTEX og satellit-EPIRB'er senest den 1. august 1993 og skulle have alt andet GMDSS-udstyr til den 1. februar 1999. Amerikanske skibe fik lov til at anvende GMDSS i stedet for Morse-telegrafi-udstyr i henhold til Telecommunications Act af 1996.

GMDSS har introduceret ny teknologi, som fuldstændig har transformeret maritim radiokommunikation. Det nye system gør det muligt at sende og modtage en nødalarm automatisk over lang rækkevidde med en markant højere pålidelighed.

GMDSS består af forskellige systemer, hvoraf nogle er nye, men mange af dem har været i brug længe før. Systemet er beregnet til at udføre følgende funktioner: alarmering (herunder positionsbestemmelse af den nødstedte enhed), eftersøgnings- og redningskoordinering, lokalisering (hjemvisning), søfartssikkerhedsinformationsudsendelser, generel kommunikation og bro-til-bro-kommunikation. Specifikke krav til radiotransport afhænger af skibets operationsområde snarere end dets tonnage. GMDSS overvejer også backup-instrumentering af nødalarmering og nødstrømskilder.

Fritidsfartøjer skal ikke overholdeGMDSS radiotransportkrav, men bør i stigende grad bruge VHF-radioerne med Digital Selective Calling (DSC). Skibe under 300 bruttotonnage (GT) er ikke underlagt GMDSS-krav.

GMDSS-udstyr skal være enkelt at betjene og (hvor det er relevant) være designet til uovervåget drift.

Nødvarsler skal kunne udløses fra den position, hvor skibet normalt navigeres (dvs. broen). EPIRB'er skal også installeres tæt på det sted eller være i stand til fjernaktivering.

En forenklet version af det udstyr, der kræves af SOLAS, der skal medbringes om bord for hvert havområde, er beskrevet nedenfor.

Fordi de forskellige radiosystemer, der er indbygget i GMDSS, har individuelle begrænsninger med hensyn til rækkevidde og ydet service, bestemmes det udstyr, der skal bæres af et skib, af skibets operationsområde. GMDSS har opdelt verdenshavene i fire adskilte områder. Alle fartøjer er forpligtet til at medbringe udstyr, der passer til det eller de områder, hvor de handler.